Lokalområdet før i tiden

Danasvej bliver til

Den oprindelige Danasvej var oprindelig kun den østlige, korte stump mellem Vodroffsvej og Svineryggen (Skt. Jørgens sø) - det vil sige, der hvor vores ejendom ligger i dag. Vejen fik navnet Danasvej omkring 1880.

Vejstykket fra Svend Trøsts Vej til H. C. Ørsteds Vej blev i midten af 1800-tallet anlagt som en sti. Det, indtil da ganske ubebyggede område, tilhørte på det tidspunkt ejeren af Vodroffgård, justitsråd Niels Wolff. Omkring 1870 fik vejen officiel status og blev navngivet Bernstorffsvej.

Først i 1906-07 blev det lille stump Danasvej forbundet med Bernstorffsvej, idet det mellemliggende stykke blev til Vodroffs Plads. I 1927 vedtog kommunalbestyrelsen at omdøbe Bernstorffsvej til Danasvej, men først i 1934 blev Vodroffs Plads til Danas Plads, der faktisk betyder ”Danskernes Plads”.

Københavns Kommune bygger også

Området omkring vores ejendom har længe været præget af grænsen ml. Københavns og Frederiksberg kommuner og det var det også før i tiden. I 1933 havde Københavns kommune ført Kampmannsgade hen over den dæmning, der fra gammel tid havde delt Sankt Jørgens Sø i to bassiner og som følge heraf en markant forskel i vandets højde på hhv. nord- og sydsiden af dæmpningen (kig selv efter næste gang). Derved blev Danasvej åbnet for gennemkørende trafik helt fra Vesterport station (der åbnede i 1934) og frem til H.C. Ørstedsvej, som vi kender det i dag. Vejstrækningen mellem de to dele af søen blev i mange år efter stadig kaldt Dæmningen. I dag bliver den i folkemunde kaldt "Kampmannsbroen", selvom der i reglen ikke er tale om en bro.

Nye trafikforbindelser - nye muligheder

Den nye vej over dæmningen var godt nyt for beboere langs Danasvej, da det blev meget hurtigere at nå byens centrum.

Hidtil havde beboere skulle tage sporvognslinie 8, der kørte ad Niels Ebbesens vej og derefter mod syd ad Vodroffsvej ned til Gl. Kongevej og videre indtil centrum - en stor omvej.

Men fra d. 29. december 1933 oprettede det daværende Københavns Sporveje den første omnibus (linje 19) fra Kongens Nytorv via Danasvej/Danas Plads til Vanløse.Trods rutens popularitet blev linjen indstillet under besættelsen (gr. mangel på gummi), og derfor først genoprettet som linje 29 i 1946. Det nye linjenummer var nødvendigt, da linie 19 i mellemtiden var taget i brug til en ny sporvognslinie.

Så kom metroen...

Linje 29 var en travl linie med 5-7 minutters drift dagen igennem, men da metroen åbnede i 2003 på strækningen Nørreport-Vanløse (stortset parallelt med buslinjen) blev driften tyngdet godt ud af flere omgange. Der var fast forbindelse mellem Vanløse og Kongens Nytorv – og senere også til Kvæsthusbroen – via Danas Plads indtil 2011, hvor linien blev nedlagt og Danasvej busfri.

Fra 2013 er der dog genindført bus - nu som linje 30 - mellem Vanløse og Vesterport, men derfra til Amager.

Linjen skiftede igen nummer i 2016 til linje 34, som fortsat kører gennem Danasvej i dag hvert 15. minut.

Også Frederiksbergbus Øst – linje 71 – kører som servicebus hver halve time mellem Frederiksberg Rådhus via. Vodroffsvej og Det ny Teater i dagtimerne.

Fra oktober 2019 blev linje 34 til linje 37 efter Cityringens åbning og afgangene bliver yderligere udtyndet.

Hvorfor Dana?

Danasvej og Danas Plads er navngivet efter Dana, den poetiske betegnelse for Danmark, som man møder i fx ”Rosen blusser alt i Danas Have”.

Det var den kendte frederiksbergborger, oberstløjtnant P. G. Ramm, der lod de små sideveje til Vodroffsvej opkalde efter de nordiske lande. Således opstod Sveasvej (Sverige), Norsvej (Norge) og Danasvej (Danmark) samt senere Suomisvej (Finland), der oprindelig hed Margrethevej. De to smågader Margrethevej og Filippavej var opkaldt efter danske middelalderdronninger.

P. G. Ramm var næstformand i kommunalbestyrelsen i 18 år, og som medlem af kommunalbestyrelsens bygningskommission spillede han en afgørende rolle i Frederiksbergs udvikling. Han fik dog også en vej opkaldt efter sig, P. G. Ramms Allé på ydre Frederiksberg.

Mange gader - mange navne

I en vinkel ved Danas Plads 19-23 omkring pladsen med hjørnet til Carl Plougs Vej 5 er et lille haveanlæg, hvor der står en buste af digteren og politikeren Carl Ploug (1813-94). Busten er udført af Vilhelm Bissen (1836-1913), som også har udført skulpturer i Landbohøjskolens Have og i Søndermarken.

Busten blev opstillet i 1972 efter at stået ved Studenterforeningen på H. C. Andersens Boulevard. Carl Ploug var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 og blev valgt til Rigsdagen i 1849 og senere til både Folketinget og Landstinget.

Carl Plougs Vej blev navngivet i årene omkring 1914. Indtil da – og under projekteringen af byggeriet – kaldte man vejen for Blaagaardsgades Forlængelse. Også Svend Trøsts Vej har heddet noget andet. Frem til 1928 hed den Herluf Trolles Vej og blev så ændret til Svend Trøsts Vej.

Svend Trøst var ifølge beretningerne den mand, der meget forudseende, havde hjulpet Niels Ebbesen ved at fjerne plankerne i Randers Bro over Gudenåen, så grev Gerts mænd ikke kunne forfølge Niels Ebbesen, efter at han havde dræbt den holstenske grev Gert – den kullede greve – under Grevens Fejde i 1340.

Niels Ebbesens Vej blev navngivet i 1869 inspireret af den nationale stemning efter nederlaget i 1864. Den samtidigt opblomstrende skandinavisme er tilsvarende inspirationskilde for andre gadenavne i området, bl.a. Danas Plads.

Vodroffgård, Vodroffslund, Vodroffsvej...

Vore dages Vodroffsvej er navngivet efter Vodroffgård, som senere blev til traktørstedet og forlystelsesetablissementet Vodroffslund. Vodrofflund var et populært forlystelsessted med udendørs udskænkning om sommeren, indtil det blev nedrevet i 1908 - historien er dog meget længere, se nedenfor.

Historien starter omkring år 1700

Omkring år 1700 fandt de første udstykninger af den kongelige avlsgård Ladegården sted. I februar 1699 overlod Christian V regimentskvartermester Georg Julius Wodroff et stykke grund langs Sankt Jørgens Sø, hvor han kunne anlægge en vindmølle til valkning af fint klæde, som man indtil da havde måttet importere fra Holland. Statsmagten var meget interesseret i at fremme industrialiseringen i landet, og den smalle jordbesiddelse mellem søen og Rosenåen (som i dag løber i en hvælvet kloakledning under Danas Plads) blev en lukrativ forretning. Efter få år var produktionen udvidet til også at omfatte perlegrynsmølle,  snustobaksfabrik og en slibe- og poleremølle. Alligevel var fabrikant Wodroff omkring 1710 så forarmet, at han var ude af stand til at fortsætte aktiviteterne.

I 1711 hærgede en pestepidemi København og bygningerne på Vodroffgård blev brugt til indkvartering af pestsyge. I årene mellem 1718 og 1733 var det en købmand fra Flensburg, Peter Petersen Wello, der igen fik gang i produktionen. Derefter var det en leverandør af sejldug til Søetaten, Johan Plump, der erhvervede gården.

Familien Plump blev senere presset ud af andre handelsmænd, bl.a. af etatsråd Peter van Hemert, der i 1788 indstillede produktionen og fik opført den hovedbygning, der lå på stedet frem til 1908. Omkring år 1800 bliver en del af nabogården Forhåbningsholms jorde lagt ind under Vodroffgård. Fra 1803 og frem til 1868 er det købmandsfamilien Zinn, der ejer Vodroffgård. Det er en svigersøn, sekretær i Det kgl. Brandsocietet, den senere etatsråd Niels Wolff og hans enke, der sidder på gården frem til 1868. Deres børn bliver byggematadorer i årene omkring spekulationsbyggerierne ved Vodroffsvej.

Vodroffgård bliver til Vodroffslund

I 1868 bliver Vodroffgård så omdannet til forlystelsesstedet Vodrofflund, der eksisterede i 40 år.

Vodroffslund udbud af underholdning var meget alsidig. Man kunne sætte sig og høre koncert, ligesom mere folkelige cabaret’er gik over stedets scene. Også foredrag af oplysende karakter stod af og til på programmet. Men det kan ikke skjules, at Vodroffslund først og fremmest var udskænkningssted for øl.

Oprindeligt stod der midt i etablissementet et lindetræ. Det blev plantet omkring 1880 og stod i krydset mellem Danasvej og Carl Plougs Vej helt frem til 1959, hvor det i de sidste mange år stod midt på kørebanen.

Nedrivningsplaner på vej i 1960'erne

Hele vores lokalområde var for lidt mere end 50 år siden i stor fare for at blive jævnet med jorden. Der var seriøse planer om at omdanne hele Frederiksberg Søfront til højhusbebyggelse.

En arkitektkonkurrence blev udskrevet og ingen ringere end den verdensberømte Jørn Utzon vandt med sit projekt i 1959. Arealet langs Sankt Jørgens Sø og på en firkant dannet af Vodroffsvej, Gammel Kongevej, H. C. Ørstedsvej og Danasvej skulle efter hans planer omdannes til Manhattan på Frederiksberg. Uden undtagelser skulle alt rives ned og i stedet ville Utzon opføre en række punkthuse – lidt i stil med bebyggelsesplanen for Bellahøj.

Det kom dog aldrig til udførelse. Kommunen opgav at gå videre med Utzons plan, og i stedet prøvede man at realisere Edith og Ole Nørgaards 2. præmieprojekt. Deres forslag var lidt mere afdæmpet, men ville også have medført en nedrivning af hele området på nær Gammel Kongevejs nordside. En stribe vinkelhuse med et krydsende stisystem skulle have erstattet det nedrevne. Som bekendt blev heller ikke den plan til noget.

Det hele mundede ud i det kendte byfornyelsesprojekt af selve Søfronten, som vi kender den på Vodroffsvej ved Danasvej og ved Gammel Kongevej med bl.a. Codanhus.

Kilde: København før og nu – og aldrig, bind 12 – Frederiksberg af Allan Tønnesen og Claus M. Smidt, Palle